Ellens klumme – noget om helte eller…

Private eller kommunale plejehjem/centre- hvad er bedst?
I kølvandet på miseren på et plejecenter i Århus har Dansk Erhverv agiteret for, at vi bør have flere
private plejehjem i Danmark. Argumenterne er tilsyneladende at private institutioner har en højere og en
bedre kvalitet end de offentlige tilsvarende tilbud. Her i Skive Kommune ser det første friplejehjem i
Højslev også dagens lys om kort tid. Som almindelig borger kan det være kompliceret at finde ud af, hvori
forskellen på de kommunale og de private tilbud består. Det handler, må man forstå, om ”noget med et
særligt værdisæt ”, at der kan tages særlige individuelle hensyn til den enkelte beboer.
Man kan så fundere over , hvad der mon kan være galt med værdisættet i de offentlige tilbud. Er det fordi
de kommunale plejetilbud er trykket helt i bund efter moderne ”New Public Mangangement principper” .
Man låner fra erhvervslivet udtryk og metoder til effektiv drift, såsom ”LEON”. Nogle mener, at det står
for ”Laveste Effektive OmkostningsNiveau” andre mener, at det står for ”Laveste Effektive
OmsorgsNiveau”.
Så hvad vil man helst? hvad er vigtigst? ”Omkostninger” eller ”Omsorg”?
Er det kun de kommunale tilbud, der drives efter disse principper, eller gælder det også for private tilbud,
som vel også skal, om ikke give overskud, så dog balancere økonomisk for at bestå. Der har gennem tiden,
med ”fritvalgsordningerne” på ældreområdet været flere eksempler på, at private hjemmehjælpsfirmaer
ikke har haft det tilstrækkelige økonomiske fundament til at få forretningen til at løbe rundt, hvorefter
kommunen med dags varsel skulle træde til og løse opgaverne hos de berørte borgere.
Naturligvis skal ældreområdet, som al anden kommunal indsats, drives så effektivt som muligt. Det er jo
skatteborgernes penge, der finansierer velfærden. Det er derfor betryggende, at man i Skive Kommune er i
gang med at afdække det fremtidige behov for plejeboliger, og at man har erkendt, at der er behov for en
vis centralisering af de fremtidige tilbud. Et veldrevet plejecenter af den størrelse, der har været
nævnt(50-60 boliger) giver mulighed for at skabe et aktivt hverdagsliv for de ældre beboere, og samtidig
have et godt arbejdsmiljø for de ansatte. På små plejecentre er udfordringen, at medarbejderne for ofte
vil stå alene i en situation og med en problematik, man som medarbejder har brug for hjælp til fra en
kollega. Det er efter min mening den største fare ved at bevare for små boenheder, selvom det kan være
nok så hyggeligt og hjemligt. For vi skal samtidig også huske på, at det handler om menneskers hjem. Har
man ud over at hyre et konsulentfirma til at afdække behovet for antal pladser, gjort sig tanker om at
spørge kommunens ældre om, hvad de ønsker sig af fremtidens plejeboliger? Det er jo fint, at man som
ældre, nu får muligheden for at vælge mellem de kommunale tilbud og en bolig på et friplejehjem.
Det jeg funderer over er, at friplejehjem skal også have en vis størrelse for at være rentable, så det ikke
bliver så dyrt at benytte sig af muligheden, at vi får A- og B-hold i ældreplejen i vores kommune.
Bemandingen skal kunne dække beboernes behov med kvalificerede og engagerede medarbejdere 24-7.
Jeg ser positivt på, at kommunens ældre får forskellige og alternative tilbud, når de skal vælge bolig i den
sidste del af livet. Min bekymring går derfor på, om 24 pladser er nok, til at give en rentabel drift og en
værdig pleje-og omsorgskvalitet på et selvstændigt drevet plejehjem.
Det fremgår af Skive Folkeblad d. 25.juli, at der ikke er den store forskel på, om det er et Friplejehjem eller
ej. ”Der er måske noget med kultur og værdier” lyder det fra omsorgschef Maila Tandrup fra Viborg
Kommune, hvor de har større erfaring med friplejehjem . Hvad er det så for nogle værdier og en kultur,
som ikke kan opdyrkes i den kommunale ældresektor?? Man bliver vel ikke automatisk ”et bedre
menneske” af at være privatansat? Min opfordring går derfor på at satse på en nærværende ledelse, der
ser, påskønner og anerkender medarbejdernes omsorgsevner i det daglige arbejde.

Ved i ældre-og plejesektoren at styrke ledelsen, som i øvrigt også har behov for påskønnelse og
anerkendelse fra politisk og forvaltningsmæssig side, kan man udvikle positive værdier og bæredygtige
kulturer. Det finder jeg langt mere konstruktivt end at tælle de ansattes pauseminutter.
I stedet for at være nervøs for, at de private løsninger presser økonomien, vil jeg hellere fokusere på at få
de kommunale tilbud til at matche de private tilbud. Det gør man ved at fokusere på etik, værdier og ansvar
for egen indsats. Ingen mennesker går på arbejde med en målsætning om, at i dag vil jeg gøre et dårligt
stykke arbejde. Sker der svigt og fejl, skal vi lære af dem. Læring sker i åbne og tillidsvækkende miljøer,
ikke ved hjælp af kontrol, stopure og stram tidsregistrering.

Mvh
Ellen Bye Jensen
Bestyrelsesmedlem Skiveegnens Radikale
Madsbadvej 40, Fur

Ellens klumme – gelænderbanden

I et land uden høje bjerge….
Som beboer på Fur og borger i Skive Kommune kan man med undren følge med i diskussionen som
øjensynlig ingen ende vil tage.
Gelænder eller ej på ”Bette Jenses Hyw”?! Man kan nu læse i Skive Folkeblad, at borgmesteren selv vil gå
ind i sagen og slutter sig dermed til dem, der argumenterer med ”den sunde fornuft”.
Vi mennesker har en trang til at klatre op og se ud over landskabet. Det forstår man godt. Udsigten er smuk
og storslået fra toppen af ”Bette Jenses Hyw”. Man kan se praktisk talt hele Furs kystlinje og videre til Livø,
Mors , Thy etc. Men det går ikke, at træde på vores kulturarv, lyder det fra Slots- og Kulturstyrelsen.
På Fur har der i flere generationer været gravet efter moler, og dermed har landskabet ændret karakter.
Den ændring er foregået i al fordragelighed, og i et fint samarbejde mellem øens beboere, erhvervslivets
interesser og statens embedsmandsværk. Kunne man forestille sig et lignende samarbejde omkring
landskabet ved gravhøjen. Højen er en turistattraktion og en seværdighed. Og folk betræder højen for at
skue ud over landskabet, ikke for forsætligt at skænde fortidsminder.
Kunne man ikke i stedet finde et lille stykke jord på toppen af Fur i nærheden af ”Bette Jenses Hyw” og
placere f. eks noget overskudsmateriale fra molergravningen og omdanne til en udsigtshøj?
Den måtte gerne være en meters penge højere end gravhøjen, så man kunne stå der og nyde udsigten
over øen, fjorden og til ”Bette Jenses Hyw” , i stedet for at nyde udsigten fra ”Bette Jenses Hyw”.
Og der måtte gerne være en god trappe og et smukt gelænder ( gerne brugt andetsteds før). Dermed
bliver der skabt en turistattraktion af ”vores egen jord” . Måske ville Slots- og Kulturstyrelsen sponsorere
etableringen af højen, så Bette Jenses bene (eller nok snarere hans forfædres jordiske rester), kunne hvile
i fred i gravhøjen. Det må arkæologerne jo afklare, når de mener, tiden er moden til at forstyrre den.
Hvem ”Bette Jens oprindelig var, og om det overhovedet er hans høj, fortaber sig vist lidt i
lokalhistorierne.
Man kunne jo kalde den nye høj for Glædeshøjen. Det vil ikke være et bjerg, en pyramide eller en gravhøj,
men en ”Glædeshøj” til glæde for Furboere, besøgende på Fur og ikke mindst embedsfolkene i Slots-og
Kulturstyrelsen. Hermed min ide til fri afbenyttelse. Jeg kan godt lide tanken om, at kunne skabe noget
til glæde for alle os, der bor her på Fur og alle de , der kommer og besøger os hvert år og glæder sig over
vores skønne lille ø.
Mvh
Ellen Bye Jensen, Byrådskandidat for Skiveegnens Radikale,