Kategorier
Ellens klumme Valg

Ellens klumme – gelænderbanden

I et land uden høje bjerge….
Som beboer på Fur og borger i Skive Kommune kan man med undren følge med i diskussionen som
øjensynlig ingen ende vil tage.
Gelænder eller ej på ”Bette Jenses Hyw”?! Man kan nu læse i Skive Folkeblad, at borgmesteren selv vil gå
ind i sagen og slutter sig dermed til dem, der argumenterer med ”den sunde fornuft”.
Vi mennesker har en trang til at klatre op og se ud over landskabet. Det forstår man godt. Udsigten er smuk
og storslået fra toppen af ”Bette Jenses Hyw”. Man kan se praktisk talt hele Furs kystlinje og videre til Livø,
Mors , Thy etc. Men det går ikke, at træde på vores kulturarv, lyder det fra Slots- og Kulturstyrelsen.
På Fur har der i flere generationer været gravet efter moler, og dermed har landskabet ændret karakter.
Den ændring er foregået i al fordragelighed, og i et fint samarbejde mellem øens beboere, erhvervslivets
interesser og statens embedsmandsværk. Kunne man forestille sig et lignende samarbejde omkring
landskabet ved gravhøjen. Højen er en turistattraktion og en seværdighed. Og folk betræder højen for at
skue ud over landskabet, ikke for forsætligt at skænde fortidsminder.
Kunne man ikke i stedet finde et lille stykke jord på toppen af Fur i nærheden af ”Bette Jenses Hyw” og
placere f. eks noget overskudsmateriale fra molergravningen og omdanne til en udsigtshøj?
Den måtte gerne være en meters penge højere end gravhøjen, så man kunne stå der og nyde udsigten
over øen, fjorden og til ”Bette Jenses Hyw” , i stedet for at nyde udsigten fra ”Bette Jenses Hyw”.
Og der måtte gerne være en god trappe og et smukt gelænder ( gerne brugt andetsteds før). Dermed
bliver der skabt en turistattraktion af ”vores egen jord” . Måske ville Slots- og Kulturstyrelsen sponsorere
etableringen af højen, så Bette Jenses bene (eller nok snarere hans forfædres jordiske rester), kunne hvile
i fred i gravhøjen. Det må arkæologerne jo afklare, når de mener, tiden er moden til at forstyrre den.
Hvem ”Bette Jens oprindelig var, og om det overhovedet er hans høj, fortaber sig vist lidt i
lokalhistorierne.
Man kunne jo kalde den nye høj for Glædeshøjen. Det vil ikke være et bjerg, en pyramide eller en gravhøj,
men en ”Glædeshøj” til glæde for Furboere, besøgende på Fur og ikke mindst embedsfolkene i Slots-og
Kulturstyrelsen. Hermed min ide til fri afbenyttelse. Jeg kan godt lide tanken om, at kunne skabe noget
til glæde for alle os, der bor her på Fur og alle de , der kommer og besøger os hvert år og glæder sig over
vores skønne lille ø.
Mvh
Ellen Bye Jensen, Byrådskandidat for Skiveegnens Radikale,

Kategorier
Ellens klumme

Ellens klumme

Hvorfor er det nødvendigt at have fokus på tilflytning, bosætning og integration i Skive Kommune?

Det var da noget af en ”frisk fortolkning” af mit indlæg om at fokusere mere på en vellykket integrationspolitik end på særskilt hjemsendelsespolitik i Skive Kommune fra Erik Mortensens og Peter Mousten Vestergaards side.

Jeg  nævnte ikke et  ord om  at beskytte kriminelle personer, der opholder sig  illegalt  i landet. Til den del har vi et retssystem i Danmark, der dømmer mennesker, der begår kriminelle handlinger.

Jeg nævnte heller ikke et ord om at forskelsbehandle mennesker med forskellige religiøse overbevisninger. Vi har religionsfrihed i Danmark. I det omfang  religionen ikke er i konflikt med landets love i øvrigt, må man tro på, hvad  man ønsker at  tro på. I den sammenhæng  er vi jo, i tiden  her  med ”Coronaregler”, blevet en smule udfordret af, at vi er kommet til at vedtage love om obligatoriske  håndtryk og om maskeforbud i det offentlige rum. Men selv den slags ”bump på vejen” findes der løsninger for i praksis. For  min egen del hilser jeg hellere på andre ved af samle håndfladerne foran ansigtet eller  lægge  hånden på hjertet fremfor at  sparke til folk med foden eller stikke  til folk  med albuen( som måske umiddelbart før har gemt  på et  nys eller et host).

Nej, det der er min pointe er, at det forekommer mig overflødigt at bruge kræfter på at udforme en specifik hjemsendelsespolitik for Skive Kommune. Det må være på folketingsniveauet, at den slags politikker formuleres af et samlet folketing. Det er måske også derfor det ikke har været muligt for DF at få opbakning til det i Skive.

Det vi har brug for er en velfungerende integrationspolitik, som kan understøtte vores indsats i øvrigt for at gavne bosætning og tilflytning til vores kommune og landsdel.

Til den del har jeg  argumenteret for, at vi skal gøre en indsats for at  få oprettet flere uddannelsespladser og nye uddannelser i kommunen, så de unge, der vokser op her, ikke  alle  behøver at rejse bort for at uddanne sig. Og at der kan komme flere hertil for at uddanne sig, og måske føle sig så velkomne, at de bliver  her.

I forhold til indvandring og tilflytning, så er min pointe, at når man kommer  udefra  og  flytter til Skive kommune, så skal  man føle sig  velkommen og værdsat. Som tilflytter har man aktivt valgt egnen til. Om man kommer fra andre dele af Danmark eller andre dele af verden.

 I kraft af de åbne grænser, som har været en del af EU’s politik, har mennesker fra andre dele af  Europa valgt at bosætte sig her. De arbejder her, de betaler skat her, de køber bolig her, nogle uddanner sig her. Det er ikke noget godt signal at sende til dem, der har valgt vores samfundsmodel til, at  man  ønsker at  sende udlændinge i bred forstand ud igen.

Med vores faldende indbyggertal og børnetal har vi brug for at være et attraktivt sted at flytte til og bosætte sig.

Som mit efternavn indikerer, er jeg ikke selv indvandret til Danmark, men jeg er tilflytter til Skive Kommune og som så mange andre før mig, tilflytter til Fur. Jeg og min familie blev dengang budt velkommen og inviteret ind i lokalsamfundet med den største selvfølgelighed. Det sætter jeg stor pris på og vil ønske for alle, der flytter hertil, at de må opleve den samme imødekommenhed, som jeg har mødt fremfor skepsis, afvisning og en holdning om hellere at se ens hæl fremfor ens tå.

Med venlig  hilsen

Ellen Bye Jensen, Byrådskandidat for Skiveegnens Radikale, Madsbadvej 40, 7884 Fur

Kategorier
Ellens klumme

Ellens klumme

Hvad er formålet med en hjemsendelsespolitik?

DF mener, det er nødvendigt, at have en særskilt hjemsendelsespolitik i Skive Kommune, kan man læse i her i avisen d. 24 juni. Hvorfor om man må spørge? Vi har i forvejen et regelsæt, som muliggør hjemsendelse af flygtninge,  der måtte ønske at returnere til deres oprindelseslande hvis og  når  forholdene tillader det. Hvor mange drejer det sig mon om?? De flygtninge, der  ønsker at flytte fra Danmark, har muligheder for det.   

Mennesker flytter til vores kommune og vores land af forskellige grunde. De mennesker, der kommer med ønsker om at skabe sig en tilværelse og livsgrundlag her, skal vi byde velkommen.. Dertil har vi behov for en integrationspolitik, der hjælper tilflyttere med at finde sig til rette i vores samfund, at etablere sig og forsørge sig selv og sine.

Skive Kommune kæmper med faldende indbyggertal, faldende børnetal. Vi efterspørger mennesker, der har mod på og lyst til at flytte til vores del af landet. Det er et kedeligt signal at sende, både til de flygtninge, der ønsker at integrere sig og  blive  en del af  i vores samfund, til de mangfoldige grupper af udlændinge, der vælger os i Skive Kommune og Danmark  til af andre grunde end krig og  konflikter.

Så lad os i stedet for arbejde for en velfungerende integrationspolitik, der tilgodeser de mangeartede grupper af udlændinge, der har valgt os og vores samfundsmodel til.

 I Skive Kommune har vi brug for nye borgere, både dem, der kommer hjem igen fra andre egne af landet med nye kvalifikationer, dem der fødes og vokser op her i kommunen og dem, der kommer hertil udefra resten af  verden med udsyn og  inspiration.

Byrådskandidat for Skivegenens Radikale

Ellen Bye Jensen

Madsbadvej 40,

7884 Fur