Kategorier
mål 4: Kvalitetsuddannelse Verdensmål

Konkurrence på uddannelsesområdet

Konkurrence på læreruddannelsen og på uddannelsesområdet. Vi har brug for brede, almindelige uddannelsestilbud til områdets unge.

 Det er og har altid været radikal politik, at støtte op om friskoletanken. Som lokalt medlem og byrådskandidat i Skive for det Radikale Venstre, burde jeg så ikke hilse en fri uddannelse af skolelærere velkommen i det vestjyske? Er der ikke kun udtryk for ”fair konkurrence ”, at oprette en fri læreruddannelse som den, der foreslås oprettet i Herning?  Hvis den etablerede læreruddannelse på seminarierne i Skive, Nr. Nissum/Holstebro ikke kan opfylde behovet for lærerkræfter i det vestjyske område, hvorfor er initiativet så ikke et velkomment? Der er en generel mangel på lærere, og indenfor nogle fag er manglen mere udtalt end andre fag. Det er i de mindre byer/kommuner vanskeligt, at få dækket fagkompetencerne på alle  linjefag. Når der er over 20 fag i folkeskolen, der alle skal dækkes af en lærerstab.

Vores område har faldende  børnetal, så klassestørrelserne i vores skoler er ofte mindre end i de store byer. Det presser økonomien på de enkelte skoler. Derfor er skolestrukturen også jævnligt til diskussion. Når folkeskolen lukker, åbner, i nogle tilfælde på forældrenes initiativ, en friskole i kølvandet. Etableres disse friskoler, som reaktion på den lokale folkeskolelukning eller ud fra et bestemt ideologisk tankesæt? Som forælder ønsker man, at sikre ens barn en tryg og sikker skolegang, også selvom det betyder forældrebetaling og arbejdsweekender. Nogle friskoler er særdeles velfungerende, med et forbilledligt samarbejde mellem skole, forældre og lokalsamfund. Andre friskoler fungerer godt i en periode, drevet af ildsjæle, men må derefter dreje nøglen om på grund af manglende elevgrundlag eller presset økonomi, altså af samme årsager som den oprindelige folkeskole måtte lukke.

  Der har været en bred kritik af kvaliteten af læreruddannelsen fra mange sider af samfundet, også fra de lærerstuderende. De efterspørger mere undervisning på studiet og bedre forberedelse på mødet med virkeligheden i klasseværelset som uddannet lærer. Denne helt fundamentale problematik vil en lille privat uddannelse ikke på nogen måde kunne løse. Læreruddannelserne i Skive, Nr.Nissum/Holstebro og Silkeborg har ikke brug for øget konkurrence. De har brug for at øge ansøgerantallet med lokale ansøgere, der efter  endt uddannelse, kan gå ud i lokalsamfundet og besætte de lærerjobs, der er i det eksisterende  skolevæsen.

Vi har med andre ord brug for brede, almindelige  uddannelsestilbud til egnens  uddannelsessøgende, ikke et nichepræget, alternativt uddannelsestilbud, der appellerer til specifikke  målgrupper( der, som man må forstå, også selv  skal erlægge et studievederlag/skolepenge for at  blive optaget). Behovet for de brede almindelige uddannelsestilbud gælder ikke kun for læreruddannelsen. Det samme gør sig gældende for andre fag, som f.eks. pædagoger, sosu.assistenter, sygeplejersker, terapeuter, hvor vi som samfund har brug for kvalificeret arbejdskraft, der kan løse opgaver for den befolkning, der trods alt fortsat er  bosiddende i de mindre byer og deres opland.

Derfor skal vi styrke, forbedre og udbygge de eksisterende uddannelsesmuligheder på egnen. Det kræver særligt fokus og øgede midler fra de lokale kommunale politikere.  Det ønsker vi fra Skiveegnens Radikale opbakning til. Under folketingets behandling af forslaget om oprettelse af den fri private læreruddannelse løftede Marianne Jelved pegefingeren og  fremsatte trusler om   ”at I slipper ikke!!” . Den slags kan vi godt undvære. Vi har brug for opbakning til at løse udfordringerne lokalt. Vi ved selv, hvor skoen trykker, så lyt til os, der har skoen på!   

 Mvh

Ellen Bye Jensen, Byrådskandidat for Skiveegnens Radikale,