Kategorier
Ellens klumme mål 4: Kvalitetsuddannelse

Uddannelsesbalance

Ifølge Venstres Kristian Jensen har partiet en målsætning om 7000 nye uddannelsespladser udenfor de store byer. Rigtig godt!! Vi kan tilslutte os den fine målsætning hos De Radikale.

Men hvor vil KJ finde/skabe de uddannelsespladser?

 De 7000 uddannelsespladser, som er flyttet ind til de store byer, som resultat af udviklingen, og den tidligere venstreregerings centraliseringspolitik, kan næppe nedlægges for at oprette flere og nye uddannelsespladser i mindre lokalsamfund/provinsbyer.

Men hvor kom problematikken fra?

 De unge søger mod de store byer for at uddanne sig. Det er en generel tendens i samfundet, men bl.a.  på uddannelsesområdet er den accelereret af den af Venstre gennemførte strukturreform fra 00erne. Nedlæggelsen af amterne og reduktionen af antallet af kommuner var startskuddet til fusioner af uddannelsesinstitutioner. Det skal ikke forstås sådan, at jeg er fortaler for at vende tilbage til amterne og de mindre kommuner igen, men den nye struktur resulterede, på en række områder, i en hastig centralisering og i at mange mindre provinsbyer mistede offentlige arbejdspladser og uddannelsesmuligheder.

Så hvordan forestiller KJ sig, at udvidelsen af det samlede antal uddannelsespladser skal kunne realiseres? Foreløbig har han budt ind med forslag om en lille privat, kristen læreruddannelse i Herning med 50 pladser (der er langt op til 7000 pladser)!  Og helt bortset fra det, har der lokalt været en voldsom kritik af nytten af dette forslag. Ideen ville med al sandsynlighed tage livet af de små læreruddannelser, der er tilbage i Vestjylland. Disse uddannelser er i forvejen udfordret på, at optage studerende nok. Det er måske, fordi kvaliteten er for ringe, vil nogen måske mene. Det mener KJ i hvert fald. Jeg tror ikke, det er forklaringen.  Der sker det, at de studerende flytter fra de små uddannelsessteder til de store uddannelsescentre i storbyerne. Det vil sige at de i de store byer, så at sige eksporterer deres frafald. I de store byer besættes alle ledige pladser hurtigt, måske oprettes en venteliste. Når der så falder studerende fra, fyldes de ledige pladser hurtigt med studerende andre steder fra. Den mekanisme gælder ikke den anden vej. De ledige pladser forbliver tomme på de små steder. De har bare færre studerende på holdet. Problematikken er dog ikke isoleret til det vestjyske område. Det sker over hele landet.  

Hvor og hvordan tænker KJ, at disse 7000 pladser skal etableres? Fint med overordnede målsætninger, men hvordan? Skal hver landsdel/kommune have en kvote eller skal det være alles kamp mod alle?  Det ville være godt med konkrete bud og realistiske ideer på det. Har KJ nogle bud på det?

Spidskandidat til byrådet for Skiveegnens Radikale

Ellen Bye Jensen