Kategorier
mål 14: Livet i havet mål 15: livet på land

En Limfjord i balance

Der er så smukt her ved fjorden!

Vandet skinner i sollyset eller dæmpes af morgendisen, altid foranderligt i form, farve og overflade.

Under overfladen er det helt anderledes.

Skive Jollehavn har bundslam med TBT (tributyltin), der er et meget giftigt stof anvendt i bundmaling på skibe. De næste 5 år fjernes det og det må klappes op til 7400 tons tørstof på Rind Grund nord for Hvalpsund, kun 1,4 km fra muslingeanlæg. Det svarer til 185 lastvognstræk.
Var det forurening på land skulle det til kommunekemi i Nyborg – forurening i fjorden flytter vi bare til deponi et andet sted i fjorden.

Teknisk udvalg og Grønt Råd var forleden af Blå Biomasse inviteret til at se smartfarmen ved Oddesund. Spændende. Anlægget giver ikke penge fortæller direktøren for Hedeselskabet, der ejer 51%. Beviset for anlæggets påvirkning af miljøet er en pseudo-videnskabelig rapport, der har målt virkningen på 1/32.000.000 del af arealet. Her omtales antallet af dyr under anlægget som højere end udenfor anlægget. Men hvilke dyr er det? Muslingerne sælges bl.a. til Holland, fortælles det. Og dyrefoder! ”Bæredygtig og cirkulær vækst.”
I brochurer omtales ”Blåmuslinger som marint virkemiddel” – ”hvor forurening af næringsstoffer fra land og by er massiv og har stået på længe”. 

Det kommende anlæg nord for Hvalpsund får 8.300.000 kr i tilskud. Ålegræsset kommer til at lide endnu mere under det. For muslinger renser vand – men giver også så megen algevækst, der kan kvæle ålegræsset. Iagttagelser fra en række kajakture i Louns Bredning, Skive Fjord og Risgaard Bredning. 

Om det ansøgte anlæg i Astrupvig fortæller Wittrup Food, at ”den gavnlige effekt på vandmiljøet rundt om anlægget opvejer den negative effekt, som anlægget vil have på vandmiljøet lige under anlægget”. (Skive Folkeblad 20/8 21). 

Muslingeanlæg på muslingeanlæg ligger langs kommunens 198 km kyst. Til større og større gene for roere, sejlere, badende, for de der nyder udsigten – rekreative forringelser. Og ikke mindst for dyr og planter i fjorden.

Nu planlægges mange mange mange anlæg overalt i Limfjorden! 

Bogen ”Limfjorden” udgivet 2006 af Limfjordsamterne. Heri står der: 
”Nordjyllands, Viborg, Ringkjøbing og Århus har i mere end 30 år arbejdet med Danmarks største fjordområde, Limfjorden.” 
”Opgaverne har handlet om at overvåge farvandets tilstand og udvikling og opstille klare mål for den sunde fjord, vi gerne vil have.” 
”Staten, kommunerne og regionerne vil alle få del i det fortsatte arbejde på vejen mod en sund fjord”. 
”Vi ønsker også at fortælle historien om Limfjorden og amternes vision om en fjord i økologisk balance.” 
Sådan – skrevet inden Regionerne tog over. 

Det er alles ønske og håb, at vi for alvor rykker nu. Vi er så tæt på at det går helt galt. 
Brug det midlertidige stop for nye ansøgninger og stil de gamle i bero. 
Brug tiden til at sætte mål og betingelser op for anlæggene.

Det må ikke ende med en helt ødelagt Klisterkanal. 
Det skal være og blive til en Limfjord i Balance. 
Dyr, fisk og planter i Limfjorden skal have meget bedre vilkår – hvornår kan vi igen fange en skrubbe eller rødspætte, og bade overalt i fjorden og nyde den friske duft af fjord. Vi skal også have muslinger og det skal foregå på en miljømæssig og bæredygtig måde. 
Vandmiljøet har største prioritet. 

Gorm Wæhrens
byrådskandidat (R)
Liljevej 3
7800 Skive

Kategorier
mål 6: rent vand og sanitet Verdensmål

Hvor langtidsholdbar er en muslingebæ på fjordbunden?

Sikkert og vist er det at muslinger er gode til at rense vandet. Det er bevist i flere undersøgelser og sagt utvetydigt på TV. Muslinger optager en masse af det vi ikke ønsker i vandet. Godt. Hvor bliver det der ikke er så godt så af?
Bliver det til kød i muslingen eller udskilles det som affaldsstoffer, altså i den bæ der rammer fjordbunden?
Forhåbentlig ikke i muslingen for den spiser vi jo.

De uønskede ting er omdannet til bæ, affaldsstoffer, som nu ligger på bunden af fjorden. Strømmen er ikke stærk nok til at føre det bort, længere ud i fjorden, måske til Kattegat eller Vesterhavet!

Den optimale placering af muslingefarme er for mig at se:

1. Der skal være gode strømforhold så muslingebæerne ikke bliver i området.

2. Der skal være dybde nok, så der kan cirkulere vand under anlægget.

3. Der skal tages hensyn til den kreative forringelse anlæggene tilfører stedet de placeres.

Det kan ikke passe at det skal være sådan, som Sanne Hørup, Mogenstrup fortalte til Skive Folkeblad 15/1.

Vi sidder ikke udenfor mere, for det kan vi ikke holde ud

Det er staten der bestemmer hvor og hvor mange anlæg der etableres! Staten bestemmer over fjorden, vi kan bare se på.

Vi er den kommune i landet, der har flest muslingeanlæg. Vi vil gerne være med til at bestemme, om vi overhovedet vil have flere

udtaler Jens Peter Hedevang (V), formand, Teknik og Miljøudvalget, Skive Kommune, Skive Folkeblad 15/1.
Håber formanden og holder fast i det og får de øvrige Limfjordskommuner med i båden.

Får politikerne hånd i hanke med muslingeanlæg, som der står i Skive Folkeblad fredag 15. januar?

Jeg håber det og tror på det – men der skal kæmpes. Det må ikke ende med mere skidt i fjorden.

Skiveegnens Radikale
Gorm Wæhrens
Liljevej
Skive