Kategori: mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund

Lad os sammen finde modellen for fremtidens ældrepleje

Der skal tages stilling til fremtiden for plejecentret Møllestien i Skives midtby. En bolig på Møllestien er så eftertragtet, at der på nuværende tidspunkt er venteliste. Skive Kommune har dog set sig nødsaget til midlertidigt at indstille tildelingen af boliger på Møllestien, da bygningen ikke lever op til nutidens krav til sikkerhed. Der skal investeres 9 mio. kr. i nyt sprinkleranlæg, før bygningen vil kunne leve op til gældende standarder.
Lignende udfordringer er politikerne blevet konfronteret med for så vidt angår plejecentrene i Hem og Rønbjerg, hvor alle tidligere beboerne nu er flyttet til andre plejecentre. Centrenes fremtid afventer en endelig politisk beslutning. Den midlertidige lukning af centrene i Hem og Rønbjerg reducerer det samlede antal kommunale plejehjemspladser i kommunen. Heldigvis faldt reduktionen sammen med opstarten af det nye friplejehjem i Dommerby. Det samlede antal pladser har derfor kunnet fastholdes.
Samme heldige sammenfald skal vi nok lede længe efter i denne omgang. Der er behov for de pladser, der nu midlertidigt tages ud på Møllestien. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide at kigge nærmere på strukturen på plejehjemsområdet som helhed? Kravene bliver ikke mindre – hverken til brandsikkerheden eller kvaliteten i pleje og omsorg. Samtidig forventes antallet af borgere over 85 år at stige markant i årene fremover. Der vil derfor blive behov for nogle hårde politiske beslutninger og prioriteringer de kommende år. Lad os agere og ikke blot reagere, når der mødes modstand. Lad os blive inspireret af den nuværende modstand og starte en debat om fremtidens ældrepleje. Kun via en konstruktiv og borgernær debat kan vi bringe os i en position, hvor vi sammen kan formulere en fælles vision for fremtidens ældrepleje. Hvordan vi ønsker ældreplejen skal tage sig ud i fremtiden. Finde den rette balance, der kan sikre både nærhed og høj faglighed. Sammen kan vi finde den model for ældrepleje, der fungerer bedst for nuværende og kommende ældre og pårørende på tværs af Skive Kommune.

Byrådskandidat for Radikale Venstre

Henrik Martin Wæhrens Winther

Skovbakken 38

7800 Skive

Grønne færger på Limfjorden

og resten af Danmark

Ny politisk aftale om grøn færgefart i Danmark er netop sat i søen. Der er afsat 200 mill. til formålet. Hvilke planer har Skive kommunes Teknik- og Miljøudvalg?

Der er fokus på mulighederne for at elektrificere færgeruter, der nu sejler på diesel eller andet fossilt(sort) brændstof.

Færgen Branden-Fur er tillige med Sundsøre-Hvalpsund-overfarten Skive Kommunes 2 færgeruter. Færgen ”Mjølner”leverer en fremragende service for os i hverdagen med hyppige overfarter og ikke mindst en sejlplan, der dækker døgnet rundt. ”Mjølner” er vores nyeste færge og den sejler på biobrændstof.

Vores tidligere færge ”Sleipner” sejler på diesel, og bruges som reservefærge på andre Limfjordsforbindelser, når der her er behov for servicering/reparationer. Ifølge rapporten, som er grundlaget for den politiske aftale, forventer man en gennemsnitlig levetid for en færge på ca. 30 år.

Det er en tiltalende tanke, at konvertere driften fremover til at basere sig på elektricitet. Den dieseldrevne færge Sleipner er fra 1996, den ældste i vores del af Limfjorden .Så hvis der fortsat skal være den fleksibilitet der er i dag, atSleipner afløser ved behov, skal færgerne i så fald være indbyrdes kompatible.

Så der er mange spørgsmål, der trænger sig på:

Hvad er Skive Kommunes Teknik- og Miljøudvalgs planer for fremtidens færgefart? 

Er der samarbejde med de andre kommuner der driver færgefart i Limfjorden?

Rapporten, som er udarbejdet i forbindelse med Grøn Færgefart aftalen analyserer ikke på Brint – eller  Ammoniakteknologien, da den ikke  for nuværende betragtes som rentabel og færdigudviklet.

I rapporten roses initiativet på Fur-færgen med biobrændstof, så vi er måske allerede på forkant.

Er elektrificeringsteknologien fuldt færdigudviklet? Nogle steder i landet har man indført batteridrevne færger. Er det løsningen for vores færger?

Hvordan skal der transporteres elektricitet i det omfang, som en færge af den størrelse, har brug for? 
Kan man nå at oplade batterierne tilstrækkeligt hurtigt?

Hvilke energiforsyningsstrukturer skal etableres for at realisere en eventuel overgang til el-drift?

Hvor langt er udviklingen i GreenLab med nogle af de alternative teknologier med ammoniak og brint?

Det er spændende tider vi lever i. Deadline for 70% reduktion af CO2-udslip er 2030… og det er jo lige om lidt!

Mvh

Byrådskandidat for Skiveegnens Radikale

Ellen Bye Jensen

Madsbadvej 40

7884 Fur