Kategorier
mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund mål 14: Livet i havet

Maritimt miljø i Skive Kommune

Skiveegnens Radikale har været på rådhustorvet nogle lørdag i forbindelse med ”Tal med” dage.

En af dagene var med ”Uddannelsesby”. Mange havde udsagn og gode meninger om det.

Det vigtigste er at fortælle om alt det gode der sker i kommunen. En rigtig god musikskole der har et utal af tilbud til alle. Skive Kommune har jo fostret temmelig mange store musiknavne over tid. Alt takket være en velfungerende Musikskole. MGK er redet i denne omgang, men vi skal være på forkant allerede nu.

Læreruddannelse – SoSu – stærkstrøms installatør – værktøjsmager – snedker – mange blev nævnt og rost af folk på gaden.

Et forslag fra en borger er, at vi gør noget for sejlsporten, for motorsporten. Med de 198 km kyststrækning vi har, er der adgang til vand lige fra Gyldendal til Virksund havne.
Vi kunne samle kørekort til diverse både f.eks. i Virksund eller i Glyngøre. To gode steder.

I Skive er vi stolte af Søren Johnsen, der gennem et langt engagement i sejlsport har sat tydelige og markante spor. Skive var udset til et maritimt center med Jan Christiansen som nationens konsultent, men hvad det konkret er blevet til ved jeg ikke.

Jan D. Andersen udtaler at ”Fiskerhus kan blive maritimt center for børn og unge” (Skive Folkeblad 2/7 2021) i regi af ungdomsskolen. Håber de også kan rumme denne opgave.

De mange sjægte der over mange år er fremstillet på Marienlyst (FGU) skal indgå her. Dejligt at de bevares, både den specielle der blev fundet på bunden af Flyndersø, den der er tilpasset sejllads på Skive Fjord og alle de andre gæve både. Vi trænger til at se dem igen i det maritime billede.

Kunne det ikke tænkes, at disse Fiskerhuse Jan D. Andersen omtaler kunne flyttes. Vi har jo før flyttet barakkerne på Glyngørevej til Marinerforeningen ved Jollehavnen. Fiskerhusene kunne jo flyttes til Gyldendal, Glyngøre eller et af de andre havnemiljøer, der er udset til at måtte udvikles.

Spændende tanker der kræver lidt snak og entrepenørskab. De skal ud at gøre gavn, både Fiskerhusene og især de mange Limfjordssjægte.

Gorm Wæhrens

Byrådskandidat Radikale

Liljevej 3

7800 Skive

Kategorier
mål 14: Livet i havet

Søsalat – en utæmmet grøn glæde

Sådan er det med de ting naturen giver os. Bl.a. søsalat som kan sankes i Skive Fjord langs dæmningen og ud for Stårup. 

13/8 2018: “Hvis forsøgene bliver vellykkede, kan konceptet være med til at løse miljøproblemer i Skive Fjord, men også mange andre steder i Danmark, hvor søsalat gror i store mængder. Det er især i lavvandede fjordområder med rigelig tilførsel af næringsstoffer,” siger forsøgsleder Annette Bruhn fra Århus Universitet.

“Men i stedet for udelukkende at betragte søsalaten som et miljøproblem vælger vi at se på den som en ressource. Den indeholder nemlig både proteiner, mineraler og unikke bioaktive stoffer, som i fremtiden kan være i høj kurs, fx i foder til husdyr,” forklarer Annette Bruhn og fortsætter; “vi har også andre anvendelsesmuligheder i kikkerten, lige fra produktion af gødning og biogas til menneskeføde, kosmetik og medicin.”

I Skive Folkeblad 14/8 2021 udtaler Annette Bruhn, seniorforsker på Institut for Bioscience: ”Det skal selvfølgelig kunne betale sig at høste søsalat. Det skal vi også have afdækket gennem vores forskning”.

Betale sig – ja – men hvilket beløb sætter vi lugtgenerne til? Det tror jeg folk ved inderfjorden og Dommerby ved. 
Igen i år var høstmaskinen for at høste, den eneste af sin slags høstmaskine i landet. Videnskabsfolkene kommer nok med deres konklusion en dag.

Vi kunne også vælge en Skive-løsning:
1. Få det sat i produktion på Greenlab, så vi får dyrefoder ud af det. Mums. 

2. Reducere udledningen af næringsstoffer til fjorden.

3. Nyde det som det er og acceptere årets rytme og årets dufte.

Valget er dit.

Gorm Wæhrens
Byrådskandidat (R)
Liljevej 3
7800 Skive

Kategorier
mål 14: Livet i havet mål 15: livet på land

En Limfjord i balance

Der er så smukt her ved fjorden!

Vandet skinner i sollyset eller dæmpes af morgendisen, altid foranderligt i form, farve og overflade.

Under overfladen er det helt anderledes.

Skive Jollehavn har bundslam med TBT (tributyltin), der er et meget giftigt stof anvendt i bundmaling på skibe. De næste 5 år fjernes det og det må klappes op til 7400 tons tørstof på Rind Grund nord for Hvalpsund, kun 1,4 km fra muslingeanlæg. Det svarer til 185 lastvognstræk.
Var det forurening på land skulle det til kommunekemi i Nyborg – forurening i fjorden flytter vi bare til deponi et andet sted i fjorden.

Teknisk udvalg og Grønt Råd var forleden af Blå Biomasse inviteret til at se smartfarmen ved Oddesund. Spændende. Anlægget giver ikke penge fortæller direktøren for Hedeselskabet, der ejer 51%. Beviset for anlæggets påvirkning af miljøet er en pseudo-videnskabelig rapport, der har målt virkningen på 1/32.000.000 del af arealet. Her omtales antallet af dyr under anlægget som højere end udenfor anlægget. Men hvilke dyr er det? Muslingerne sælges bl.a. til Holland, fortælles det. Og dyrefoder! ”Bæredygtig og cirkulær vækst.”
I brochurer omtales ”Blåmuslinger som marint virkemiddel” – ”hvor forurening af næringsstoffer fra land og by er massiv og har stået på længe”. 

Det kommende anlæg nord for Hvalpsund får 8.300.000 kr i tilskud. Ålegræsset kommer til at lide endnu mere under det. For muslinger renser vand – men giver også så megen algevækst, der kan kvæle ålegræsset. Iagttagelser fra en række kajakture i Louns Bredning, Skive Fjord og Risgaard Bredning. 

Om det ansøgte anlæg i Astrupvig fortæller Wittrup Food, at ”den gavnlige effekt på vandmiljøet rundt om anlægget opvejer den negative effekt, som anlægget vil have på vandmiljøet lige under anlægget”. (Skive Folkeblad 20/8 21). 

Muslingeanlæg på muslingeanlæg ligger langs kommunens 198 km kyst. Til større og større gene for roere, sejlere, badende, for de der nyder udsigten – rekreative forringelser. Og ikke mindst for dyr og planter i fjorden.

Nu planlægges mange mange mange anlæg overalt i Limfjorden! 

Bogen ”Limfjorden” udgivet 2006 af Limfjordsamterne. Heri står der: 
”Nordjyllands, Viborg, Ringkjøbing og Århus har i mere end 30 år arbejdet med Danmarks største fjordområde, Limfjorden.” 
”Opgaverne har handlet om at overvåge farvandets tilstand og udvikling og opstille klare mål for den sunde fjord, vi gerne vil have.” 
”Staten, kommunerne og regionerne vil alle få del i det fortsatte arbejde på vejen mod en sund fjord”. 
”Vi ønsker også at fortælle historien om Limfjorden og amternes vision om en fjord i økologisk balance.” 
Sådan – skrevet inden Regionerne tog over. 

Det er alles ønske og håb, at vi for alvor rykker nu. Vi er så tæt på at det går helt galt. 
Brug det midlertidige stop for nye ansøgninger og stil de gamle i bero. 
Brug tiden til at sætte mål og betingelser op for anlæggene.

Det må ikke ende med en helt ødelagt Klisterkanal. 
Det skal være og blive til en Limfjord i Balance. 
Dyr, fisk og planter i Limfjorden skal have meget bedre vilkår – hvornår kan vi igen fange en skrubbe eller rødspætte, og bade overalt i fjorden og nyde den friske duft af fjord. Vi skal også have muslinger og det skal foregå på en miljømæssig og bæredygtig måde. 
Vandmiljøet har største prioritet. 

Gorm Wæhrens
byrådskandidat (R)
Liljevej 3
7800 Skive

Kategorier
mål 14: Livet i havet

Giftforurening med TBT i Risgårde Bredning

Slam fra Skive lystbådehavn i Skive dumpes de kommende to år på Rind Grund, der ligger midt i Risgårde Bredning lige nord for Sundsøre og Hvalpsund. Miljøstyrelsens klapningstilladelser tilskriver der højst må klappes en samlet mængde på 10.000 m3. Det svarer til 7400 tons tørstof i de to år tilladelsen gælder. 

Slammet fra Skive Lystbådehavn indeholder det ekstremt giftige tributyltin (TBT). Det er tidligere anvendt i bundmaling til både, men er nu forbudt fordi det er ekstremt giftigt. Et nanogram (milliardtedel) TBT pr. liter havvand er nok til, at hunsnegle udvikler hanlige kønskarakterer. Miljøstyrelsen kan ikke sige noget om hvor hurtigt TBT nedbrydes. 

Ikke langt fra klappladsen ligger muslingeanlæg. Fiskeristyrelsen påtænker at give tilladelse til fem SmartFarm anlæg på hver 18,75 ha i Risgårde Bredning. Der er ikke længere end 1470 meter til det nærmeste SmartFarm anlæg 374 ved Junget og 1870 meter til SmartFarm 446 ved Risgårde. 

Muslinger er gode til at filtrere havvand, det er jo det de gør. Muslingerne er ikke anvendelige til menneskefoder, ej heller til dyrefoder, når de er opdrættet så tæt på giftstoffet. Hvad kan industrien gør ved det?

Fastholder Fiskeristyrelsen at give tilladelse til anlæg 374, 375, 443 og 444 i Risgårde Bredning samt 446 syd for Risgårde By – hvad så?

Mit forslag er at sejle slammet til Lynetteholmen, den nye ø ved København, hvor der bliver mangel på opfyld. Når skibet ”Vines” har været i Skive med rensede stålslagger til brug i miljøvenlig vejbelægning, så kan ”Vines” jo bringe slam med tilbage til Lynetteholmen. Der mangler de fyld til den nye bydel. Det må kunne arrangeres.

Mit forslag er også helt at droppe SmartFarms i vores nærområde. 

At fiskeri af muslinger og østers i Risgårde Bredning lige nu er lukket på grund af giftige alger i vandet, har intet med denne klapplads at gøre. Det sker fra tid til anden. 

Hvordan gik det for øvrigt, da udvalgsformanden for Teknik og Miljø havde møde med fødevareministeren? Måske er planerne om flere farme allerede droppet?
Måske er kommunen givet øget indflydelse på at bestemme over Limfjordens vande?

Byrådskandidat for Radikale Venstre
Gorm Wæhrens
Liljevej 3
7800 Skive

Kategorier
mål 14: Livet i havet

Limfjord i balance

Godt der bliver taget initiativer højere op i det politiske system mht. antallet af muslingeanlæg i Limfjorden. Tak for det til formanden for teknik og miljø Jens Peter Hedevang.

Fællessang er blevet populært i Danmark – ikke uden grund, for en stemme lyder ikke af så meget med mindre man er operasanger. Der skal flere stemmer til, så lyder det af mere, af noget. Der skal derfor tages initiativ til at alle Limfjordskommuner kommer på banen, kommer med i koret. Et lille pip fra Skive rykker ikke. Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdelingerne omkring Limfjorden, har netop samlet påpeget problemer med smartfarms.

Limfjord i balance, Rent Liv i Skive, vil politikerne i Skive noget med disse fine ord? Det tror jeg og håber jeg. Skab et fællesskab rundt om Limfjorden for en Limfjord i balance.Vi skal have bæredygtige muslinger og sikre en fjord i balance.

Gorm Wæhrens, Liljevej 3, Skive

Skiveegnens Radikale